Aktiviteter til børnene på den lange rejse

Børnene synes sikkert, at det er spændende at være på vej på ferie og de er derfor glade og begejstrede. Det varer dog ikke længe, for når de har siddet i det samme bil- eller flysæde i mange timer i træk, bliver de rastløse og begynder at kede sig. Det kan være det rene mareridt for jer som forældre, der må kæmpe for at holde dem i ro. Men det er faktisk slet ikke umuligt at komme godt gennem den lange rejse, hvis man blot forbereder sig på forhånd. Du får her nogle råd til, hvordan børnene kan underholdes undervejs, men du kan finde flere gode råd til at rejse på ferie med børnene her.

Sæt en film på

At sætte en film på virker som en lidt for nem løsning, men det virker. Lad børnene vælge en film eller tegneserie, som de har lyst til at se, og så går der hurtigt et par timer med det. Så er de godt underholdt og vil højst sandsynligt holde sig i ro i nogle timer.

Den digitale underholdning

Vi er så heldige, at vi lever i en tid hvor langt de fleste har adgang til enten en smartphone eller en tablet, og det betyder, at den lange rejse kan blive langt mere overskuelig for både børn og forældre. Det er en god idé at medbringe nævnte tablet eller smartphone på flyve- eller køreturen, så børnene kan underholde sig selv i et stykke tid.

Installer hjemmefra en række sjove spil eller download nogle film, som børnene kan beskæftige sig med. Rejser I udenfor skolernes ferier, kan I med fordel installere nogle sjove apps til skolebrug. Så kan børnene holde læringen ved lige på en sjov måde, selvom de befinder sig langt væk fra skolen.

Glem ikke at sove

Selvom børnene er glade og begejstrede for at være på vej på ferie, er det vigtigt, at I husker at lade dem sove. I sidste ende vil I blive rigtig glade for, at de lige fik et par timer på øjet undervejs. Man kan med fordel medbringe tandbørsten og måske noget nattøj, så I kan lægge op til, at der skal soves. Ellers kan det nemlig være svært at få dem til at falde til ro.

Bilbingo til køreturen

Selvom det er fristende at stikke en tablet i hånden på hver af børnene, trænger de sikkert til at lave noget andet på et tidspunkt. Hvis ikke, så er det nok meget godt for dem at lægge elektronikken væk alligevel og lave noget andet i et stykke tid. Børnene synes dog garanteret, at det er ret så kedeligt at kigge ud ad vinduet, og derfor kan I forberede en lille aktivitet for at gøre det lidt sjovere. Denne aktivitet hedder bilbingo, og er en sand klassiker, når det kommer til underholdning på den lange biltur.

Bilbingo går ud på, at I enten finder eller selv laver et skema i stil med en bankoplade med billeder af forskellige ting, man kan støde på under køreturen. Det kan være alt fra et bestemt vejskilt til en bil med en nummerplade fra et bestemt land. Det kan ungerne sagtens få noget tid til at gå med, og det bliver kun sjovere, hvis det er en konkurrence, hvor der er en præmie på spil.

Bevæg jer

Det er ikke mærkeligt, at børnene bliver rastløse på den lange flyve- eller køretur. De er vant til at bevæge sig hele tiden, så det kan være svært for dem pludselig at skulle sidde stille i mange timer i træk. Er I på bilferie, så udnyt pauserne på tankstationerne undervejs til at få bevæget jer lidt.

Hold pause i 5 minutter ekstra og brug tiden på at gå en tur eller slip børnene løs på en legeplads. Er I på en lang flyrejse så gå en tur rundt i flyet engang i mellem for at give børnene mulighed for at strække benene, så de kan sidde stille lidt endnu.

View Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Published by
3 måneder ago